Magasinet Penge & Privatøkonomi har efter en detaljeret analyse af 350 biler, kåret Suzuki Alto som den billigste bil i længden.
Hvert år gennemfører magasinet Penge & Privatøkonomi den største og mest detaljerede økonomiske analyse af de biler, der er til salg i Danmark. I analysen, der bringes under temaet ”Bilguide 2010”, beregnes totaløkonomien for den enkelte bilmodel ud fra alle de udgifter, man har ved at købe bilen, eje den i 3 år, køre 45.000 km og så sælge den igen. Her indgår samtlige udgifter til brændstof, ejerafgift, forsikring, finansiering, vedligeholdelse og service samt bilens værditab, der beregnes af eksperterne fra Bilbasen.
De 15 billigste biler i analysen
Ved at sammenholde alle udgifterne kan der beregnes en pris pr. kørt kilometer, og det er her Suzuki Alto med. kr. 2,18 pr. km stryger helt til tops i listen over de billigste biler at eje, og det sker endda med en pæn margen ned til de næste på listen. Ud af de 350 biler, der deltager i analysen, ser top 15 således ud:
| Bilmodel | Kr. pr. km | |
| 1. | Suzuki Alto 1.0 GL | 2,18 |
| 2. | Toyota Aygo 1.0 5-d Plus | 2,30 |
| 3. | Kia Picanto Pure | 2,34 |
| 4. | Hyundai i10 1.1 Classic | 2,37 |
| 5. | Suzuki Alto 1.0 GLS Aircon | 2,38 |
| 6. | Fiat Panda 1.2 Ciao | 2,40 |
| 7. | Citroen C1 1.0i X 3-d | 2,41 |
| 8. | Hyundai i10 1.25 Classic | 2,43 |
| 9. | Peugeot 107 1.0 Comfort Plus 5-d | 2,46 |
| 10. | Citroen C1 1.0i SX 5-d | 2,47 |
| 11. | Peugeot 107 1.0 Comfort 3-d | 2,48 |
| 12. | Ford Ka 1.2 Trend | 2,49 |
| 13. | Suzuki Splash 1.0 GL | 2,50 |
| 14. | Kia Picanto Fresh+ | 2,51 |
| 15. | Hyundai i10 1.1 Comfort | 2,51 |
Kilde: Penge & Privatøkonomi, maj 2010 ![]()
Top 15 listen domineres af de små mikrobiler, som i dag står for ca. 20% af det samlede bilsalg i Danmark, men også den noget større Suzuki Splash presser sig ind på en flot 13. plads med kr. 2,50 pr. km. Hele analysen kan ses her.