Fra vævemaskiner til biler
Michio Suzuki grundlagde Suzuki-koncernen, da han i 1909 konstruerede en avanceret vævemaskine. Det var et usædvanligt, men meget effektivt maskineri, og hans første kunde var såmænd hans egen mor. Og man kan roligt sige, at der er sket meget siden. I 1955 rullede de første Suzuki personvogne ud på de japanske landeveje. Det var kompakte biler, der med en høj ydelse til en lav pris, gjorde mange japanere til stolte bilejere.
I mange år var Suzuki bedst kendt som en af verdens førende producenter af motorcykler. Men i dag har Suzuki produceret over 40 millioner biler, og eksporten rundede 10 millioner biler i 1998. I Asien er Suzukis lastbiler og mini-vans voldsomt populære, og i Japan har Wagon R i mange år været den mest solgte bil. Suzuki’s 4-hjulstrækkere har også flere hundrede tusinde amerikanere bag rattet, ligesom de længe har været europærernes foretrukne 4x4. Og Suzuki er i dag blandt de populæreste bilmærker i Danmark.
Du kan klikke dig videre i undermenuen og her se mere fra de forskellige perioder i Suzukis historie.